Banan Daddel Muffins
Banan Daddel Muffins – lækre og sunde
Et sundt mellemmåltid
De her Banan Daddel Muffins smager dejligt, er super nemme at lave og så indeholder de faktisk kun gode ingredienser. Sunde ingredienser ligefrem. De kan spises som de er, eller man kan skære dem over, og putte smør, honning eller andre lækkerier ovenpå. Jeg kan lide dem på begge måder. Hvis man alligevel gerne vil lave noget med lidt flere nødder og kerner i, så kan man tage et kig på den her, som er en skøn og mættende energibar med banan og peanutbutter. Jeg har også lavet den her raw energibar med dadler og nødder. Endnu en opskrift jeg virkelig kan anbefale, hvis man er ude efter noget der kan tage den akutte sult!
Perfekte til madpakken
Tilbage til denne opskrift. Banan Daddel Muffins er perfekte til madpakken, men også dejlige til en kop te eller kaffe. Der skal ganske få ingredienser i. Dette gør det til en meget overskuelig opskrift, som kan laves i et snuptag. Der skal ikke noget mel i og hvis man bruger glutenfri havregryn, så er det en helt glutenfri opskrift.
Banan Daddel Muffins skal opbevares i køleskabet for ikke at tørre ud, og som altid i en lufttæt beholder eller en plastikpose.
Opskriften på Banan Daddel Muffins kan jeg ikke tage æren for, det overlader jeg til hende her, fuldtidsbloggeren til siden pinchofyum.com. En side jeg i øvrigt virkelig kan anbefale.
Banan Daddel Muffins
En hurtig og nem opskrift på lækre, glutenfri muffins. Ingen mel, intet sukker. Perfekte til madpakken, formiddagsteen eller den hurtige sult. Med denne opskrift kan du spise muffins med god samvittighed:)
Ingredienser
- 180 gram (glutenfri) havregryn **Begge dele kan bruges.
- 3 stk bananer
- 2 stk æg
- 140 gram dadler uden sten **Hvis dadlerne er meget tørre så læg dem i blød i kogende vand i 20 minutter først.
- 1 tsk natron
- 1 knivspids salt **Valgfrit
- 1/2 tsk kanel **Valgfrit
Sådan gør du
-
Tænd ovnen på 180 grader.
-
Smør en muffinform med plads til min. 10 muffins.
-
I en foodprocessor blender du alle ingredienserne indtil du har en jævn masse.
-
Hæld dejen op i muffinformene. Der er nok til 10-12 stykker.
-
Sæt i ovnen og lad det bage i 15-20 minutter.
-
Når dine muffins er ude af ovnen, lader du dem stå i formen i 5 min.. Herefter tager dem herefter ud af formen og op på en rist til nedkøling.
-
Bon appetit!
4 kommentarer
Amalie
Hej,
Din oversættelse af mål på havregryn er helt skæv. 1 cup havregryn vejer 85-90 gram, og da der skal bruges 2 cups er det altså MAX 180 g havregryn. Jeg har prøvet at lave din opskrift med 500 gram havregryn, og det er fuldstændig umuligt at blende det samme.
Med venlig hilsen
Amalie
Katrine
Hej Amalie
Du har da fuldstændig ret! 1000 tak fordi du gør mig opmærksom på det. Fejlen er hermed rettet og du må altså virkelig undskylde, – det må have været en tør omgang:/
De bedste hilsner
Katrine
Elisabeth
Hejsa
Er det mon 180 grader varmluft eller almindelig?
På forhånd tak og tak for en skøn side!
Katrine
Hej Elisabeth
Det er 180 grader varmluft. Og tak for de fine ord