
Glutenfri LÆKRE pandekager med sød kartoffel
What a treat!
Det er lige nøjagtigt hvad de her pandekager med sød kartoffel er. Fluffy, søde og MEGET nemme at spise.
Jeg anede ikke, at de her pandekager med sød kartoffel ville blive SÅ lækre. Jeg forestillede mig, at det ville blive en variant af grøntsagspandekager (se f.eks de her ærtepandekager eller de her glutenfri grøntsags – pandekager, men nej! Vi er ude i en lækker dessertagtig pandekage, som ALLE vil nyde. Selv min ældste datter, Lucca, som ALDRIG har kunne lide sød kartoffel, elskede dem. Især da hun fik sirup til;)
Kun 2 ingredienser
Fremgangsmetoden for pandekager med sød kartoffel er enkel, og der er faktisk kun behov for 2 ingredienser; 1 sød kartoffel og 2 æg. Man kan søde det ekstra med noget brun farin (det gjorde jeg ikke her) eller man kan tilsætte lidt kanel (det gjorde jeg). Men det er ikke nødvendigt.
“Ømme-Gummer-Kiks” …Hvad for noget?
Tidligere i dag forsøgte jeg mig desuden med en opskrift på teething biscuits (ømme-gummer-kiks), hvilket åbenbart er et helt fænomen på Pinterest.
Alle opskrifterne går ud på, at man bare kan lave sine egne teething kiks, i stedet for at købe dem i supermarkedet. Men her i lille DK har vi da slet ikke den slags på hylderne, har vi? Nå, men jeg var ikke tilfreds med resultatet, og arbejder lidt videre med at komme frem til den perfekte opskrift. For det er da smart, hvis man kunne stikke sin baby en kiks, når hun var umulig eller ked af det pga. ømme gummer, ik? Jeg kan li’ konceptet! Een af de nærmeste dage lægger jeg en opskrift op, det lover jeg! (Red. opskriften kan findes lige her)
Indtil videre må I tage til takke med disse vidunderligheder af pandekager med sød kartoffel. Jeg er seriøst tilfreds med hvor godt de smager! Prøv selv, og brug endelig kommentarfeltet nedenfor til at fortælle mig, hvordan det gik:)
Indlægget indeholder affliliate links.
Pandekager med sød kartoffel
Super lækre pandekager med sød kartoffel. Perfekte for baby fra 6 måneder og lækre for alle andre i familien også.
Ingredienser
- 1 stk stor sød kartoffel
- 2 stk æg
- 0,5 tsk kanel (valgfrit)
- 1-2 spsk fedtstof til stegning
Sådan gør du
-
Skræl og skær den søde kartoffel ud i grove tern og kog til den er helt blød. Det tager ca 20 minutter.
-
Mos kartoflen med en kartoffelmoser eller i en blender og bland æggene samt evt. kanel i.
-
Varm fedtstoffet op på en pande ved middel varme (jeg brugte smør) og læg herefter spiseskefulde dej på panden. Flad dem lidt ud.
-
Steg i 5-7 minutter og vend først pandekagen, når den ikke længere sidder fast på panden. Steg den anden side i ca 3 minutter til farven er gylden, og den er brunet lidt i kanterne.
-
Læg dine pandekage på en rist og lad dem køle lidt ned før du serverer dem.
-
Server og spis evt. lidt sirup til (på nær baby selvfølgelig;))
Opskriftsnoter
Ang. kanel og babyer
Din baby må maks få 1/4 tsk kanel i gennemsnit om ugen. Hvis du bruger ægte kanel, må mængden gerne være større. Da baby ikke spiser alle 7 pandekager, men du sikkert også skal have et par stykker og måske også storebror eller søster, så burde det være ok, at du putter lidt kanel i dejen. 🙂
Frysning
Pandekagerne kan godt fryses og derefter tøs op i mikroen eller på panden i et par minutter.
Relateret
Du vil muligvis også synes om

Kakao Baby Småkager
5. februar 2018
Ømme Gummer Stang
4. april 2018