Slices

Karamel Kage / Caramel Slice

Karamel Slice, New Zealand style

Den her Karamel Slice har jeg virkelig kæmpet med at få til at smage som den fås i New Zealand. Samtidig er ham min mand også en noget hård testperson da han – udover at være New Zealænder – faktisk også er kok. Suk! Jeg har brugt (alt for) mange penge på kondenseret mælk, før jeg ENDELIG ramte  en opskrift der nærmede sig den ægte vare. Min Kiwi-mand mener, at et af problemerne er, at vi her i Danmark ikke kan få Golden Sirup, som er en vigtig hovedingrediens i stort set alle typer af slices. Måske? Anyways, den her Karamel Slice holder altså! Også selv om den bare indeholder helt ordinær bage sirup!

Den er et hit!

Da jeg serverede denne version af Karamel Slice for ham, var der langt om længe begejstring at spore. Min ældste datter var yderst tilfreds og det var jeg bestemt også selv. Jeg synes de her slices er meeeeega lækre og på trods af at det kun er to dage siden jeg lavede dem, så er de alle sammen nu ædt.

Bemærk dog, hvis du gerne vil kaste dig ud i at lave dem, at de virkelig er aller bedst, når de er helt nedkølede og køleskabstempererede. Lav dem derfor helst dagen inden du reelt set skal bruge dem.

Hvad er det med de der Slices?

De er ganske enkelt bare MEGA lækre og ofte rigtig nemme at lave. Hvis du godt kan lide tanken om sådan en karamel slice men det gerne må være endnu nemmere, så tag et kig på min simple Karamel – Chokolade Slice. Den skal ikke engang bages!


Opskrift på Karamel Slice

Det skal du bruge til bunden

  • 375 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 125 g brun farin
  • 140 g smeltet smør

Det skal du bruge til karamellen i midten

  • en dåse (394 g) kondenseret mælk
  • 2 spsk mørk sirup
  • 50 g smør

Det skal du bruge til toppen

  • 60 g kokosmel
  • 60 g havregryn
  • 60 g brun farin
  • 30 g smeltet smør

Gør sådan her

Varm ovnen op til 180 grader. Klargør en form på 19×30 cm med bagepapir.

Til bunden: Bland mel, bagepulver og brun farin sammen og tilsæt bagefter det smeltede smør. Rør det hele grundigt sammen og hæld det i formen. Pres dejen godt og jævnt ned i formen. Bag dejen i ca 12-15 minutter til den er let gylden.

Til karamellen: Smelt kondenseret mælk, smør og sirup i en lille gryde ved jævn varme. Rør rundt indtil  den bliver gylden og karamelagtig. Sæt blandingen til side i 5 minutter imens du laver toppingen.

Til toppingen: Bland kokos, havregryn, farin og smeltet smør i en skål.

Til sidst: Hæld karamellen ligeligt over hele bunden og fordel herefter jævnt toppingen ovenpå. Pres toppingen forsigtigt ned i karamellen og bag hele herligheden i ca 15 minutter indtil den er gylden og boblende.

Lad kagen køle helt ned før du skærer den ud. Opbevar den på køl i en lufttæt beholder.

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.