Skønne, farvestrålende Cake Pops. I denne opskrift bliver du guidet til, hvordan man kan lave fine Cake Pops. Selve kagen skal du have på forhånd, du kan lave en selv, eller snyde lidt og købe en færdiglavet kage i supermarkedet.
Bræk den afkølede (eller færdigkøbte) kage i mindre stykker, og blend den til en grov mel.
Rør Philadelphia og flormelis sammen med håndmikser eller i en røremaskine.
Rør nu ostemikset ind i kage-melet, enten i røremaskinen eller med håndkraft. Du skal tage lidt ostemiks ad gangen og løbende teste, om du kan lave faste kugler af dejen, som ikke må være for tørre (for så sprækker de) og heller ikke for våde (for så kan de ikke sidde fast på stængerne). Prøv dig frem - målene vil være forskellige afhængig af hvilken kage du bruger.
Tril nu kugler af dejen og læg dem op på en stor tallerken/fad. Kuglerne skal veje ca. 35-40 gram. Vej dem evt., så de får et ensartet udseende.
Sæt kuglerne på køl imens du smelter chokoladen. Jeg smelter altid i mikroen - det synes jeg er nemmest.
Tag kuglerne ud, dyp pindene i chokoladen, stik dem ned i kuglerne og lad chokoladen størkne, så pindene sidder så godt fast som muligt.
Find nogle glas eller lignende der passer til pindene, så dine Pop Cakes om lidt kan blivet stillet op til tørring!
Dyp nu - en af gangen - Pop Cakes i chokoladen. Drej pinden rundt indtil den ikke drypper mere og drys herefter med krymmel indover en skål. Og stil SÅ til tørring i glasset. Gentag til du er færdig. Skulle chokoladen blive for hård, kan du godt varme den lidt op igen. Så bliver den blødere.
Nu er dine Pop Cakes klar. De kan spises så snart chokoladen er størknet, men de kan også sagtens holde sig til dagen efter:)
Besøg Slices.dk for flere lækre opskrifter.