Ægge – Banan Muffins med 3 ingredienser
Lav de her lynhurtige ægge – banan muffins og varier dem i et væk med diverse bær:)
Ærligt, så synes jeg efterhånden jeg putter banan i ALT. Det virker en anelse uopfindsomt! Men så i dag da jeg gik tur med hund og baby (en laaaaaaaang tur, fordi hun trods massiv træthed bliver VED med at sætte sig op i barnevognen) – kom jeg til at fundere over, hvad det dog er med det der banan?
Jeg er den eneste i min familie, der gider at spise banan i rå tilstand. Alle andre lader de stakkels gule frugter ligge og rådne op i skålen, og rører dem ikke med en ildtang. Medmindre de kommer i bagværk. Eller is. Eller bliver stegt i smør og sukker. Så måske er det derfor jeg propper dem i alting jeg bager? Men derudover så kan bananen altså også bare noget helt særligt.
(mindst) 5 gode grunde til at spise banan hele tiden!
For det første mætter den. For det andet kan den fuldstændig nærmest erstatte sukker (jaja, det kommer an på hvad man bager) – i hvert fald kan bananen søde andre ingredienser i en sådan grad, at andre sødestoffer spiller en mindre vigtig rolle. For det tredje, giver bananen en fantastisk konsistens af lækker svampethed, som er et must i både muffins, pandekager, kager og til tider også brød. For det fjerde er bananen rig på jern, magnesium og kalium. Og for det femte, er bananen fyldt med C-vitamin. For det sjette er der vildt mange andre gode grunde, hvis man lige googler det, men i babyøjemed, som den her opskrift primært er, så er de her 5 grunde i hvert fald nogle af de væsentligste.
Så i dag lavede jeg lige noget mere med banan i. Noget ultra simpelt, som man kan røre sammen på 2 minutter og som kun kræver 3 ingredienser. Det kan vi li. Måske du allerede har prøvet at lave dem her – jeg har i hvert fald set mange forskellige versioner af dem mange steder. Men derfor fortjener de nu alligevel et lille opskriftindlæg her på siden. Nellie kunne godt lide dem, hun har allerede spist et par stykker i dag, og resten ligger i køleren, og er klar til morgenmåltidet
De her æggemuffins er perfekte til BLW (baby led weaning) fordi baby så nemt kan sidde med dem selv.
ADVARSEL – der er SERIØS risiko for snask, griseri og pletter på tøjet. Især hvis man vælger at bruge blåbær. Det gjorde jeg naturligvis. 🙄
Er baby vild med banan? Så tjek også de her opskrifter ud:
[mc4wp_form id=”573″]
Æggemuffins med 3 ingredienser
Pisk lynhurtigt de her æggemuffins sammen, og brug dem som mellemmåltid eller morgenmad. Kan serveres fra 6 måneder.
Ingredienser
- 1 stk banan, most
- 2 stk æg
- 1 bakke blåbær, hindbær, brombær eller hvad du foretrækker
Sådan gør du
-
Tænd ovnen på 190 grader varmluft.
-
Spray en muffinform (eller smør den hvis ikke du har sådan en spray)
-
Mos bananen
-
Pisk æggene sammen med bananen.
-
Dæk bundene i muffinformen med bær og fordel herefter dejen ovenpå.
-
Bag i 12-15 minutter til alle muffins er hævede og føles faste.
-
Køl af, spis og gør herefter grundigt rent for bær der sikkert ligger ud over det hele;)
Opskriftsnoter
Er du - eller baby - egentlig ikke så meget for æg?
Så tilsæt kun 1 æg, ekstra bær, f.eks. jordbær, og skær en halv banan mere i skiver og læg dem ned i bunden. På den måde bliver æggesmagen ikke så dominerende. Du skal regne med lidt længere bagetid, hvis du bruger frosne bær. Derudover hæver muffins'ne ikke ligeså meget, fordi der kun er et enkelt æg i. Men de smager godt!
2 kommentarer
Honorata
En bakke af bær – af 125 eller 250g? 🙂
Katrine
En lille bakke, så vidt jeg husker