
Citronkage med snasket mandeltopping
Citronkage med snask – dét kan vi li!

I går var det Kiwimands fødselsdag, og selv om han ikke havde lyst til at gøre det store ud af det, så skulle han selvfølgelig have en kage – en dejlig saftig citronkage. (Og så havde jeg jo også den perfekte undskyldning for lige at prøve noget nyt af;)
Jeg bagte den her skønne citronkage for første gang, og den skuffede virkelig ikke. Bunden minder rigtig meget om en god citronmåne og toppen består af det elskede snask, som går igen flere steder her på Slices. Denne gang en citronkage med mandler, som lige giver kagen lidt ekstra bid. Hvis ikke man er så meget for nødder, tror jeg godt man helt kan udelade mandlerne, når man laver den her citronkage. Alternativt kan man måske snuppe toppingen fra den her vidunderligt snaskede æblekage. Det har jeg dog ikke afprøvet men jeg kan forestille mig, at det også ville være lækkert. Man kan også bare røre en helt almindelig glasur sammen og tilføje lidt ekstra citronskal og saft i blandingen. Det er jeg sikker på man heller ikke ville gå galt i byen med.
Jeg havde ellers besluttet mig for, at forsøge mig med nogle lidt sundere opskrifter i en periode. Altså ikke KUN sunde opskrifter (bevares!) men bare lige liiiiidt flere.
Nu må vi se, om det er det der kommer til at ske. Indtil da, vil jeg i hvert fald lige dele den her citronkage med jer! I øvrigt kan jeg overhovedet ikke selv tage æren for den. Det kan Familiejournalen! De ligger altså godt nok inden med mange lækre opskrifter. Jeg støder tit på fristelser derfra, når jeg sidder og browser rundt på nettet efter inspiration.
Nå, men den originale opskrift på citronkage kan man læse hvis man trykker her.
Citronkage med snasket mandeltopping
Dejlig citronkage med en lækker, snasket, karamelliseret mandeltopping.
Ingredienser
- 170 gram sukker
- 2 stk æg
- 2 tsk bagepulver
- 150 gram mel
- 1 stk økologisk citron
- 50 gram smør
- 1/2 dl mælk
Topping
- 125 gram smør
- 125 gram smuttede hakkede mandler/mandelsplitter **Hvis det skal gå hurtigt, så køb dem færdig-smuttede.
- 125 gram brun farin
- 2 spsk mælk
Sådan gør du
-
Tænd ovnen på 200 grader varmluft
-
Smør en bageform på 20x30 cm. Beklæd med bagepapir.
-
Pisk æg og sukker til en luftig æggesnaps. Enten med elpisker eller i røremaskine.
-
Bland mel og bagepulver sammen i en anden skål.
-
Riv skallen på citronen fint og pres saften ud.
-
Smelt smørret enten i en lille gryde eller i mikroovnen i 20-30 sekunder. Lad det køle lidt ned.
-
Rør citronsaft og skal i æggesnapsen.
-
Rør skiftevis mel, smør og mælk i æggesnapsen indtil du har en jævn dej.
-
Hæld dejen i formen og bag på midterste rille i 20 minutter.
Mandeltopping
-
Imens kagen er i ovnen, laver du toppingen.
-
Put smør, de smuttede mandler, brun farin og mælk op i en lille gryde på middel varme.
-
Bring blandingen til kogepunktet og rør rundt, indtil det er godt blandet sammen og næsten karamelliseret.
-
Hæld toppingen ud over kagen og bag videre i ca. 15 minutter.
-
Lad kagen køle helt ned før du skærer den ud.
Relateret

Søde Kys

Banan Baby Cookies
Du vil muligvis også synes om

Grove koldhævede gaffelboller – lækre og sunde
19. november 2018
Frosne Yoghurt Dråber / Yoghurt Melts
14. marts 2018
4 kommentarer
Katja
Uhm, citronkage. <3
Katrine
Ja, og en lækker en af slagsen:)
Lotte
Dejlig kage at bage dagen før man får venner på besøg. Den søde tand får hvad den har brug til kaffen, når frokosten er fortæret.
Katrine
Dejligt du kan lide den, det kan jeg bestemt også:)