Chokolademuffins uden æg, lækre og hurtige at lave
Bagværk

De bedste chokolademuffins uden æg

Hvis du har læst med her på bloggen tidligere så ved du, at jeg ELSKER at lave muffins. Og jeg ELSKER at spise dem. De her chokolademuffins er ingen undtagelse og ingredienslisten er taknemmelig – det er nogle ret så basale ting der skal i dejen og den kræver ikke engang æg eller rigtig chokolade.

chokolademuffins uden æg

Chokolademuffins i en lynende fart!

Det tager seriøst ingen tid at bakse de her muffins sammen. Du mikser først det tørre. Så blander du det våde i. Så hælder du dem i muffinforme og propper dem i ovnen i 20 minutter. Og så er du faktisk færdig!

chokolademuffins uden æg. lækre og hurtige.

Med eller uden frosting

Du kan sagtens æde de her cokolademuffins som de er. I skrivende stund er jeg allerede i gang med den første, på trods af at de nærmest lige er kommet ud af ovnen og de egentlig skal køle ned, så jeg kan sprøjte noget frosting på. Men altså! Jeg skulle jo lige smage om de var ligeså lækre som de plejer! Og jo tak, de er godkendt og BEHØVER altså ikke frosting på.chokolademuffins uden æg. lækre og hurtige at lave.

Men jeg elsker jo det der snask på toppen så derfor vil jeg nu alligevel komme i sving med den del, når mine muffins lige er kølet lidt mere ned.

Har du i øvrigt set mine lækre banan – chokolade muffins? De smager SÅ godt!

Hvad er frosting?

Tja – i det her tilfælde er det en smørcreme med flødeost. Det synes jeg smager helt vildt lækkert og giver prikken over i’et, hvis man virkelig skal smovse. Man kan også sagtens lave frosting / smørcreme uden flødeost. Så tilsætter man bare mælk, indtil konsistensen er passende. Så er der “icing”, som er det vi kender som en en klassisk flormelisglasur, hvor man bare blander vand og flormelis, og smører det på kagen, når den er nedkølet. Alle tre varianter er perfekte til de her chokolademuffins uden æg.

chokolademuffins uden æg. hurtige og nemme.

Der er i øvrigt en meget fin guide til frosting på den her side.

Opskrift på frosting / smørcreme med flødeost

Ingredienser

  • 150 gram blødt smør
  • 2oo gram flormelis
  • 100 gram flødeost (ikke light)
  • 1/2 tsk vanilleekstrakt (kan udelades men giver en dejlig smag)
  • Kakaopulver (uden tilsat sukker)

Fremgangsmåde

  1. Pisk smørret og flormelis helt luftigt i en røremaskine
  2. Tilsæt flødeost og pisk igen
  3. Tilsæt kakaopulver (smag dig frem – jeg tror jeg brugte 3-4 spsk) og pisk
  4. Skrab frostingen op i en sprøjtepose og sæt lidt på køl, hvis det virker for blødt.
  5. Udfør din  smukke sprøjteteknik på dine chokolademuffins, som ville være Bagedysten værdig, og nyd dit mesterværk bagefter;)

chokolademuffins uden æg. hurtige og nemme at lave

Chokolademuffins uden æg

De nemmeste, hurtigste og mest lækre chokolademuffins uden æg. Det tager kun et øjeblik at piske hele herligheden sammen og ganske kort tid efter kan du nyde duften af lækker kage i hele hytten.

Ret Kage
Forb. tid 5 minutter
Tilb. tid 20 minutter
Samlet tid 25 minutter
Antal 12 stk

Ingredienser

  • 250 gram hvedemel
  • 250 gram sukker
  • 70 gram kakaopulver (ren kakao uden sukker)
  • 3 tsk bagepulver
  • 1,5 tsk vanillesukker
  • 4,5 dl mælk
  • 3 spsk solsikkeolie
  • 12 stk papirmuffinforme

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 180 grader og put 12 papirmuffinforme i en fast muffinform (hvis du har sådan en. Ellers så gør papirmuffinformene ekstra stabile ved at stable et par stykker sammen for hver muffin.

  2. Pisk alle de tørre ingredienser sammen i en røremaskine eller med en elpisker på lavt blus, så du ikke har mel over det hele;)

  3. Bland alle de våde ingredienser op i det tørre og pisk nu videre indtil det hele er godt blandet sammen.

  4. Fordel dejen i formene og sæt i ovnen i ca 20 minutter eller til dejen føles fast.

  5. Køl ned i formene på bagepladen i ca 10 minutter og overfør herefter muffins'ne til en rist hvor de køler ned indtil du ikke kan dy dig længere og går i gang med at spise dem;)

Opskriftsnoter

Pynt evt dine muffins med frosting (se opskrift længere oppe i indlægget) eller glasur. Dekorer med krymmel eller miniskumfiduser som på billedet.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.