“Sunde” muffins med chokolade chips og jordbær
Muffins med chokolade chips og jordbær – mums!
Da Nellie blev 1 år (for et par måneder siden!) , lavede jeg de her lækre små fødselsdagsmuffins med jordbær og chokolade til uddeling i dagplejen. Selve opskriften indeholder stort set ikke noget sukker, men eftersom der ikke var nul sukker politik, tillod jeg mig at tilsætte lidt mørk chokolade fordi…let’s face it – det smager bare godt;) Nellie er en 2’er og med det må jeg vist indrømme, at jeg er blevet en anelse mere “loose” når det kommer til sukkerindtaget. Ikke at hun æder kage dagen lang, men hun har gerne måtte smage og på hendes fødselsdag var det ganske enkelt bare en helt anden sag!
Næsten sunde. Jeg mener det!
De her fødselsdags – muffins med chokolade chips og jordbær er – som altid – vildt nemme at lave og kræver et minimum af bagekendskab. Og så synes jeg egentlig, at de med deres 2 spsk sirup og mørke chokolade, nærmest godt kan karakteriseres som sunde…eller i hvert fald ikke særlig usunde;)
Muffins til uddeling – den evigt nemmeste løsning!
Jeg har nævnt det før og nu gør jeg det igen. Muffins er så evigt taknemmelige at lave. Man kan næsten ikke fejle. Som regel skal alle ingredienserne bare blandes (i det her tilfælde blendes) – så i ovnen – og så er de færdige. Man kan dekorere dem så de ser fine og festlige ud og så findes der et VÆLD af fine, billige muffinforme, som gør dem endnu finere at se på. Dem jeg bruger her er fra Søstrene Grene. En butik der efterhånden er et must, når jeg skal holde børnefødselsdag. De har jo seriøst ALT der skal til for et fint og festligt fødselsdagsbord. Og så er det så dejligt billigt. At man så kommer til at købe en milliard andre fine, billige ting så det ender med at være en lidt dyr fornøjelse…ja, det er vel lidt det samme som Ikea, ik? Pludselig MÅ man bare eje en eller anden (eller 15) dimsedut(ter), især fordi det er så billigt;)
Er du også fan af muffins?
Hvis du synes de her muffins med chokolade chips og jordbær ser lækre ud og du – som jeg – synes det er det smarteste at bage og servere for små rollinger, så tjek lige de her andre opskrifter ud. De hitter!
Men nu til opskriften!
Muffins med chokolade chips og jordbær
Nemme og lækre og næsten sunde muffins. Perfekte til uddeling i dagpleje, vuggestue eller børnehave.
Ingredienser
- 200 gram hvedemel
- 50 gram havregryn
- 200 gram græsk yoghurt
- 1 stk banan
- 1 stk æg
- 2 spsk sirup (din foretrukne)
- 2 tsk vanille ekstrakt (kan evt udelades)
- 1,5 tsk bagepulver
- 0,5 tsk natrum
- 125 gram hakkede jordbær
- 50 gram mørke chokolade chips (eller hakket mørk chokolade)
Sådan gør du
-
Tænd ovnen på 180 C
-
Put alle ingredienser (på nær chokolade og jordbær) i en blender eller foodprocessor og blend til du har en jævn dej. Rør ca 3/4 af jordbærrene og chokoladen i med en ske.
-
Put 10-12 papirmuffinforme op i en silikone- eller aluminium muffinform og fordel dejen. Put derefter de resterende jordbær og chokoladestykker på hver enkelt muffin.
-
Bag i 15-20 minutter til dine muffins virker faste.
-
Lad muffins'ne køle ned i formen og opbevar herefter i en lufttæt beholder på køl. Du kan sagtens lave disse muffins dagen inden de skal spises:)
Denne opskrift har jeg ladet mig inspirere af på een af mine favoritblogs. Tjek den ud, hvis du mangler flere spændende opskrifter til dine søde rollinger:)