Ømme Gummer Stang
Har din baby ømme gummer? Eller “ondt for tænder“? (Hvor kommer det udtryk i øvrigt fra? – det lyder vildt underligt…). Vi døjer en del med en periodisk irritabel baby, der virkelig lider af ømme gummer. Vi har succes med sådan nogle “gumme-dråber” inden sengetid og om natten ( i stil med dem her), men det kan man jo ikke smøre på hele tiden, vel?
Her kommer en opskrift på en “Ømme Gummer Stang”, som er perfekt, hvis din baby konstant har behov for at tygge i noget, ikke nødvendigvis er sulten, men gerne vil have det smager dejligt (og derudover savler vildt og er en anelse utidig fordi der popper små knivspidse syle ud af huden i munden!).
Ømme Gummer Kiks / Teething Biscuits; Et Pinterest hit!
Ja, altså ikke for mig. Jeg har ikke lige knækket koden til det der Pinterest, men jeg bruger det flittigt i jagten på inspirerende opskrifter. Og “Teething Biscuits” hitter seriøst, når man bevæger sig i baby-mad-genren. I andre lande kan man åbenbart også købe sådan nogle kiks mod ømme gummer, men ikke i lille Danmark, mig bekendt. Den store “sellert” går så ud på, at man sagtens kan lave dem selv i stedet for at købe sig fattig i butikkerne. Så det måtte jeg selvfølgelig prøve. Og prøve igen. Og igen. For mange af opskrifterne bliver til sådan nogle kedelige, tørre, forholdsvis porøse kiks/småkager, som slet ikke klarer jobbet i forhold til at baby bare har brug for at GNAVE og SKRABE de ømme gummer mod noget rimelig hårdt. Og så nytter det jo ikke noget, hvis kiksen bare knækker og bliver til krummer…
Men så fandt jeg OPSKRIFTEN
Og den er simpel; du skal ikke engang bage for at lave en Ømme Gummer Stang. Men du skal have en mikroovn. Ellers dur det ikke. Derudover skal du have noget brød og så noget frugtmos af en art. Jeg brugte den famøse jordbær-æble smoothie (den i klemmeposen), men du kan også bruge hjemmelavet æblemos eksempelvis, hvis du er sådan en der har sådan noget:). Det vigtige er, at du følger opskriften ret nøje – ikke at den er svær – men bare for at få det perfekte resultat. (Den originale opskrift er her)
Slutresultatet: Den perfekte Ømme Gummer Stang
Hvis du følger opskriften, ender du med en hård brødstang, som passer perfekt i babys hånd, som baby kan sutte på og gnave i uden den smuldrer, og som oven i købet smager dejligt. Nellie kravlede veltilpas rundt med sin Ømme Gummer Stang og holdt regelmæssige pauser, hvor hun lige sad og gnavede, ganske intensivt. På hende vokser der også bare konstant tænder ud, så hendes ømme gummer er hårdt prøvede og evigt smertefulde, tror jeg. Pointen er at hun virkede meget tilfreds og jeg kunne se, at hun brugte stangen til de ømme gummer, som jeg havde håbet hun ville.
Hvis du alligevel er mere ude efter nogle rigtige småkager som din baby også må få, så kan du tage et kig på de her Kakao Småkager eller de ultra simple Banan Cookies.
Hvis du vil holde dig løbende opdateret på nye opskrifter til baby, kan du følge mig på NelliesBabyBites. Du kan også abonnere på nyhedsbrevet ved at skrive dig op her [mc4wp_form id=”573″]
I denne artikel var der et enkelt affiliate link, bare lige så du ved det;)
Ømme Gummer Stang
Når baby har ømme gummer fordi tænderne presser sig igennem tandkødet, kan du prøve at give ham sådan en stang her. Den er perfekt at gnave af, den krummer ikke, den smager godt og passer lige i babys hånd og mund:)
OBS - opskriften kræver mikrobølgeovn.
Ingredienser
- 1 skive lyst, blødt brød
- 1 klat frugtmos **Eksempelvis hjemmelavet æblemos eller købemos/smoothie
Sådan gør du
-
Tag en skive brød og skær skorperne af.
-
Pres brødet fladt med dine fingre.
-
Smør frugtmos på brødet.
-
Rul brødet hårdt sammen med fingrene.
-
Skær enderne af.
-
Sæt nu din stang i mikroen og giv den 10 sekunder af gangen i ca 1-2 minutter. Tag den ud mellem hver omgang og pres evt siderne sammen, hvis de er ved at løsne sig.
-
Når stangen føles hård, tager du den ud og lader den køle ned. Under nedkølingen bliver den endnu hårdere.
OBS Jeg gav min stang 6 omgange. Det var perfekt. Havde jeg givet den een mere, tror jeg den var begyndt at ryge. Derfor er det MEGET vigtigt, at du tager den ud og holder øje med hvordan den ser ud løbende.
-
Giv den til baby når den ikke er for varm længere:)