Æblekage med lækker, karamelagtig topping
Bagværk,  Slices

Æblekage med Karamel Topping

  Æblekage med en topping, der får tænderne til at løbe i vand!

Æblekage med lækker topping

Æblekage med et twist, som virkelig kun gør den endnu mere lækker, og endnu mere svær at modstå!

For mange æbler?

Jeg havde lidt for mange æbler til overs, og derfor var det selvfølgelig oplagt, at lave en æblekage. Men naturligvis skulle jeg se, om jeg kunne give kagen den der særlige egenskab, som Slices fra Down Under har. Noget af det jeg elsker allermest er deres toppinger, som ofte består af chokolade eller karamel. I det her tilfælde er den karamelagtig, og lige som jeg kan lide den. Toppingen minder lidt om glasuren på en Brunsviger men fordi der er karamelliseret mælk i, bliver den (selvsagt!) en tand mere karamelagtig. Æblekage med lækker topping.

I min egen æblekage har jeg brugt noget så udansk, som Pink Lady æbler. Det giver selvfølgelig langt mere mening, at bruge danske æbler. Gerne danske æbler fra haven, hvis man er så heldig at have sådan en. Men altså uanset hvad, så er Lucca (den ældste datter på 9) bare en SUCKER for Pink Lady æbler. Og da vi ikke lige er i sommerhus, hvor vi rent faktisk har ikke bare et, men flere æbletræer, så blev det til Pink Lady æbler fra Netto. Nå. Men der var for mange af dem, og derfor er de nu blevet til æblekage.

Med eller uden nødder

I den her version har jeg brugt pecannødder og mandler men valnødder eller hasselnødder tror jeg ville være ligeså gode. Med andre ord; brug de nødder du har. Og hvis ikke du kan tåle nødder, så undlad helt!Æblekage med lækker topping.

Kagen kan opbevares i køleskabet – hvis man som jeg- , godt kan lide en lidt fugtig krumme. Men hvis man vil have krummen lidt mere som en klassisk æblekage, så opbevar den blot på køkkenbordet. På den måde kan man selvfølgelig også hurtigere komme til den;) I begge tilfælde vil jeg anbefale en lufttæt beholder, så æblekagen ikke bliver tør.

Denne opskrift på æblekage har fundet sin inspiration HER.

 

Æblekage med Karamel Topping

En skøn, nem æblekage med lækker karamel-topping. Tilsæt de nødder du har lyst til - eller lad helt være. 

Ret Kage
Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 45 minutter
Samlet tid 1 time
Antal 12 stk

Ingredienser

  • 250 ml olie
  • 340 gram sukker
  • 3 stk æg
  • 500 gram hvedemel
  • 1 tsk natron
  • 2 tsk vanillesukker
  • 170 gram hakkede nødder ** Jeg brugte 100 g pecans og 70 gr mandler
  • 5-6 stk hakkede æbler

Til toppingen

  • 85 gram smør
  • 170 gram brun farin
  • 50 gram karamelliseret mælk ** Det ligner dåsen med kondenseret mælk og er faktisk det samme men er allerede karamelliseret.
  • 1/2 tsk vanillesukker

Sådan gør du

Til kagen

  1. Smør en form på ca. 25x30 cm og dæk den med bagepapir. Min form var kun på 20x30 og jeg synes at selve kagen blev for høj. Men det er smag og behag.

    Tænd ovnen på 180 grader.

  2. Hak dine nødder. Jeg brugte en foodprocessor, men du kan også sagtens gøre det i hånden.

  3. Hak dine æbler.

  4. I en stor skål blander du olie, sukker og æg. 

  5. Tilføj  mel lidt ad gangen og derefter vanille.

  6. Tilføj nu nødder og æbler og rør det godt sammen.

  7. Fordel blandingen i formen og bag den i 45-50 minutter. Lad den herefter køle helt ned i et par timer.

Til toppingen

  1. Put alle ingredienserne i en lille gryde og smelt dem sammen. Lad det koge op i et par minutter til konsistensen er jævn og karamelagtig.

  2. Fordel toppingen ud over den nedkølede kage. Konsistensen bør være sådan, at du bare kan "vippe" den rundt i hele formen.

  3. Når toppingen er stivnet, kan du skære kagen ud. Og SÅ kan den spises:)

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.