Chokolade Pebermynte Slice
Moreish Sukkerchok!
// Denne Chokolade Pebermynte Slice er vildt flot og man får med det samme lyst til at sætte tænderne i den. Ingen tvivl om man skal være glad for sukker – men det er du vel, ellers havde du ikke været herinde på Slices.dk, vel?
Ligesom med de fleste andre slices gælder det også her, at den smager aller bedst, når den har været i køleskab natten over. Kagen holder i en uges tid, hvis du har den på køl i en lufttæt beholder.
Chokolade Pebermynte Slice er ikke svær at lave
…Men du skal dog have lidt tålmodighed (og tid) da hvert lag skal have lov til at køle ned, før det næste kan tilføjes. Dette gør dog også, at du ikke har travlt, når du bager kagen. For mig er det en ret væsentlig ting. Med baby og …nej bare baby – så kan man bare ikke vide, hvornår man har et ledigt øjeblik. Derfor er det dejligt, at hvert lag, som i sig selv ikke tager særlig lang tid at lave, skal køle ned. Og lagene kan køle ned ligeså længe man har brug for, indtil man igen lige har 10 minutter til at lave det næste lag. Og så videre. Med andre ord; ingen stress, når man laver denne chokolade pebermynte slice. Det er altså en fordel, når man har sådan en baby der. Eller hvis man bare ikke lige gider at skynde sig fordi der er kommet nye afsnit af yndlingsserien på Flixen… Eller hvad det nu kan være. De her slices er bare taknemmelige at lave ift. stress faktor!
Godkendt af familien!
Min ældste datter Lucca elsker den her chokolade pebermynte kage og Kiwi-mand har (på trods af umiddelbare kristiske protester om kagens sødhed) tilfredsstillet sin søde gane hver aften, når han er kommet hjem fra arbejde. Jeg selv var især glad for bunden og toppen. Glasurlaget i midten ville jeg nok lave en anelse tyndere næste gang men det er smag og behag. Her kommer i hvert fald opskriften – bedøm selv og smid en kommentar!
Chokolade Pebermynte Slice
Giv din sukkertrang et skud af denne slice og oplev tilfredsstillelsen indfinde sig omgående.
Ingredienser
Til din bund
- 300 gram smør, smeltet
- 380 gram hvedemel
- 1 1/4 tsk bagepulver
- 130 gram brun farin
- 170 gram kokosmel
- 25 gram kakaopulver
Til din topping
- 85 gram palmin
- 600 gram flormelis
- 100 ml mælk
- 2 tsk pebermynte ekstrakt ** smag dig frem for den perfekte pebermynte smag
Til din ganache
- 125 ml fløde
- 65 gram hakket, god, mørk chokolade
Sådan gør du
Bund
-
Tænd ovnen på 180 grader.
-
Smør en form på 30x25 cm og dæk den med bagepapir.
-
Find en stor skål og miks grundigt det smeltede smør med de tørre ingredienser.
-
Hæld massen i formen og pres den ned med fingrene så den er tæt og jævn.
-
Bag bunden i ca. 25 minutter til den føles fast i midten. Lad den køle helt ned i formen.
Topping
-
Smelt palmin ved middel varme og tilsæt så resten af ingredienserne.
-
Rør langsomt rundt i gryden til det hele er smeltet sammen og hæld det derefter ud over den nedkølede bund.
-
Vær igen tålmodig og lad glasuren stivne helt.
Ganache
-
Hæld fløden i en lille gryde og varm op til 90 grader (lige før kogepunkt).
-
Fjern gryden fra blusset og hæld den hakkede chokolade i.
-
Rør rundt indtil det hele er jævnt og cremet.
-
Hæld herefter din lækre ganache ud over kagen og lad den nu køle helt ned så den kan sætte sig.
-
Herefter kan du skære din kage ud og servere den for sukkerhungrende børn og voksne!
-
Opbevar i lufttør beholder i køleskabet.